Refleksionsdigte - tænkt og skrevet af Hanne B.

Værs'go - her er lidt ord til kaffen.
Alt er skrevet ud fra tanker, hændelser og refleksioner

Copyright Hanne B.


 


Giv mig

Tiden hvor
kontanterne lå på bordet til posten

Ord var et ord
Aftale en aftale

Giv mig tilbage

Købmandens disk
kommisen med arme
til de tunge varer
og fem øre
til tre stykker lakrids

Flæskestegen
der blev klar hos bageren
mens julepynten ventede
til julen næsten var der

Giv mig

Busstoppesteder
hvor nogen ventede

Tankstationen
hvor luksus var
rene ruder

Skolegården
uden glubske øjne
over hegnet

Steder
de voksne ikke kendte

En valmue
nok til en hel dag

Giv mig tilbage

Duften af nyt viskelæder
lyden af dynamolygten
mod forhjulet

Edderkoppens spind
i septemberdug

Mønten, der faldt
og fortalte
hvem der ringede i dag

Prøverummet
hvor ny musik
kunne sanses

Bøgernes verden
hvor lyd og sted
forsvandt

Giv mig

Grand prix
popcorn
favoritter

Trafikradio
som begyndelsen
på en fantastisk weekend

Sommerferien
der varede hundrede år

Traditioner
der gik fra hånd til hånd
uden at spørge
om de var moderne

Dannelse
som en dyd

En verden
der pludselig åbnede sig
Faldne mure
En mand
med et modermærke i panden

Giv mig ikke
tiden tilbage

Giv mig det

Vi havde tid til:
At se

En valmue
En dugdråbe
Et menneskes ord

En verden
stor nok
til at fare vild i
Og stadig være tryg

Giv mig