Den gamle skovalf Alma gik i skovbrynet
tidligt om morgenen, som hun plejede
Hun nød solens første stråler
og lagde hovedet på skrå
I edderkoppens fine spind
hang morgenduggen
som små klare verdener
I hånden bar hun en kurv
Hun skulle plukke svampe og bær
til skovfolkets forråd
Men Gregers Grisk
havde kørt sin plov
næsten helt ind til trærødderne
Jorden lå bar
Rødderne stak frem
og de skyggeelskende bær
havde mistet sin nødvendige skygge
Alma hørte træerne græde
Deres fødder var blottet
Og vinden tørrede dem
lidt efter lidt
Niels Natur havde ellers
været på spil mange nætter
Han havde sendt regn
torden og skybrud
for at føre jorden tilbage
til dens gamle leje
Men jorden kendte ikke længere
sin egen vej
Tilbage ved køkkenet
mødte Alma Dagmar Deling
Hun vejede og målte
korn og mel
så alle kunne få sin ration
vinteren igennem
Kurven var kun halvfuld
De måtte dele
det der var
De sukkede begge
og kom til at tænke på
Ludvig Ligevægt
Han havde været formand
for fællesforeningen
Dengang var forrådet
fælles
Ingen skulle gå sulten i seng
Fugle og fattige
skal også være mæt
sagde Ludvig altid
Men tiderne havde skiftet
Mange af skovfolkene
var sprunget på de nymodens
firhjulede køretøjer
Nogle havde gemt sig
i de fine folks lommer
og var kørt til staden
Der lærte de hurtigt
at forråd var noget
der kom med hjul
De glemte sankedagene
og sangene fra skovbrynet
Sangene om andele
solidaritet
fællesskab
og broderskab
De glemte også
at skoven ikke kendte
forskel på by og land
De troede det handlede om støtte eller protestpartier
Men ...
En rod er en rod
et frø er et frø
og regnen falder
over alle tage
Alma tog sin kurv
og gik hjem gennem duggen
Bag hende stod Niels Natur
med jord på hænderne
Dagmar Deling
talte stille rationerne om
Og langt borte
syntes en gammel melodi
at vågne mellem træerne
Alma nynnede med
For måske var skovbrynet
ikke slutningen på skoven
Måske var det dér
man begyndte igen
Med en håndfuld frø
En halvfuld kurv
Og plads til alle
