Refleksionsdigte

Tænkt og skrevet af Hanne B.


Værs'go – her er lidt ord til kaffen.

Små refleksioner over livets tanker, hændelser og øjeblikke.

 

Fra første lille kim
Søger rødderne ned

Ind i det eksisterende
Ind i lagene

Af det allerede levede

Viden ligger i jorden
Nedarvet gennem generationer

Som muld
Som mineraler
Som gamle spor

Dna’et kender behovet
Rødderne kender bevægelsen

I yderste spids
Mærker rodhætten jorden
Beskyttende lag af celler

Mod sten
Mod modstand
Mod det ukendte

Vækstpunktet arbejder
Mens rødderne finder vej

Ikke efter gamle kort
Men gennem den jord
der faktisk er

Rodhårene tager imod
Vand og næring
Fra det omkringliggende

Side om side med artsfæller
Men også med dem
Der vokser anderledes
Søger anderledes
Kan noget andet

Rødder mødes
Krydser
Viger
Deler plads

Som dygtige navigatører
lærer de at give og tage

At fordele sol og vind
Skygge og vand

For hvad er dannelse?

At vokse som rødderne før os?

Eller at mærke
Når jorden har ændret sig

Nedarvede traditioner
Kan være næring

Men også jord
Der for længst
Er blevet udpint

De rette betingelser
opstår ikke
På grund af egen identitet

Men i mødet

Med alt det fremmede

Alt det levende
Alt det der bryder

Den kendte jord

Måske

Er dannelse ikke at kende sin plads

Men at kende sine rødder

Og stadig lade dem
Finde nye veje

 

Til vækst
Til udsyn
Til dannelse

Tak fordi du kiggede forbi

Jeg håber, at nogle af mine billeder eller ord har givet dig noget med på vejen.

Har du spørgsmål til et maleri, et digt eller en udstilling, er du altid velkommen til at skrive til mig.

Skriv til mig →